Mose Allé 13, 2610 Rødovre, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk
(§13) Bestyrelsen

Bestyrelsen består foruden formand af 12 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Der er valg til bestyrelsen i ulige år.

For at bestyrelsen skal være et repræsentativt udsnit af foreningens medlemmer sammensættes bestyrelsen af følgende valggrupper:

-Hovmestre: 2 personer
-Faglærte: 2 personer
-Menigt cateringpersonale: 4 personer
-Supervisor/oldfrue: 1 person
-Øvrige: 3 personer

Hvis der ikke stiller nok op i en af grupperne, indvælges den som har modtaget flest stemmer uden at opnå valg, uanset valggruppe.

Valg til bestyrelse foregår ved urafstemning. Opstilling af kandidater skal være foreningen i hænde senest den nærmeste forudgående 10. maj før generalforsamlingens afholdelse. I tvivlsspørgsmål er folketingsvalglovens almindelige bestemmelser gældende.

Hvert aktive medlem af foreningen har 7 stemmer ved valg til bestyrelsen, der må kun afgives 1 stemme i hver af valggrupperne.

Udtræder et bestyrelsesmedlem af sin valggruppe, forbliver vedkommende som bestyrelsesmedlem indtil førstkommende almindelige bestyrelsesvalg.

Som suppleant indtræder den i hver valggruppe, som har opnået flest stemmer uden at opnå valg. Hvis der ikke er flere tilbage i en valggruppe indtræder den der har modtaget flest stemmer uden at opnå valg, uanset valggruppe.

Valgbar til bestyrelsen er ethvert erhvervsaktivt medlem, der har været medlem af foreningen i mindst et år ved opstillingsfristens udløb. Skifter et medlem af bestyrelse status fra aktiv til passiv udtræder vedkommende af bestyrelsen.

Ved det fyldte 70 år, skal alle fratræde deres bestyrelses - og tillidsposter.
Ingen der fylder 70 år inden en valgperiodes begyndelse kan opstilles eller genopstilles til valg.

Hvervene som medlemmer af bestyrelsen er ulønnede tillidshverv.

Bestyrelsesmedlemmerne modtager dog dækning af rejseudgifter ved deltagelse i møder, samt diæter under rejser inden for Danmark med undtagelse for Grønland og Færøerne.

Der afholdes mindst 5 mødedage årligt i bestyrelsen, samt efter begæring af 4 bestyrelsesmedlemmer eller formanden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, hvis formanden og mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er tilstede.

Ved formandens fravær, skønt lovligt indkaldt, er bestyrelsen beslutningsdygtig, såfremt mindst en repræsentant fra forretningsudvalget og mindst 5 andre medlemmer af bestyrelsen er til stede.

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, hvis der er stemmelighed har formanden den afgørende stemme.

Ved formandens fravær, kan beslutning kun træffes ved simpelt flertal.

Der føres referat fra hvert bestyrelsesmøde, dette underskrives af bestyrelsen og opbevares tilgængelig for medlemmerne på foreningens kontor.

© copyright CO-SEA. Webdesign: www.reklamehuset.dk