Bestyrelsen vælger en formand, der skal være aktivt medlem. Formanden kontraktansættes som foreningens daglige leder med mindst 1 års opsigelse.
Formanden er medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget.
Vælges formanden blandt bestyrelsens medlemmer, indtræder en suppleant i bestyrelsen efter gældende regler.
Valg af formand kræver tilslutning fra mindst 2/3 af samtlige bestyrelsesmedlemmer. Formanden skal afgå ved førstkommende generalforsamling efter det fyldte 70. år.
For at opsige formanden kræves tilslutning af 2/3 af samtlige bestyrelsesmedlemmer på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder, der skal afholdes med mindst 8 dages mellemrum og skal have opsigelse af formanden på dagsordnen.
Bestyrelsesmedlemmer der er ude at sejle kan ved ansættelse og opsigelse af formanden afgive stemme ved hjælp af fax / e-mail, som sendes til foreningens advokat.
Før valg til formand skal der i foreningens medlemsblad indrykkes en opfordring til medlemmer om at indgive ansøgning til bestyrelsen.
Hvis 2/3 af bestyrelsen er af den formening at der efter tre opfordringer ikke er indkommet kvalificerede ansøgninger fra medlemmerne, kan opfordringen til ansøgningen udvides til andre, fortrinsvis søfarende eller tidligere søfarende.
Formanden tegner foreningen. Foreningens bank -, giro - og andre konti dog sammen med foreningens bogholder eller et medlem af forretningsudvalget.
Formanden kan handle på foreningens vegne i sager, der ikke kan afvente bestyrelsens eller forretningsudvalgets afgørelse, men skal snarest derefter forelægge sagen for bestyrelsen/forretningsudvalget.
Formanden er ansvarlig for, at bestyrelsens retningslinjer følges og er overfor denne ansvarlig for enhver handling foretaget på foreningens vegne.
Formanden er foreningens forretningsfører og leder foreningens kontor og daglige administration.
Forretningsføreren / formanden er fastlønnet og kan ikke uden bestyrelsens godkendelse have nogen form for bibeskæftigelse.
Gagen kan ikke overstige nogen af foreningens overenskomsters højeste løntrin inklusiv alle tillæg og kostpenge.