Bruno Hansen jagter sit 4. VM-guld… Og respekten for para-surfing!

I morgen starter VM i para-surfing i Californien og danske Bruno Hansen jagter sit 4. VM-guld på stribe efter sidste års triumf i San Diego, USA.

Når 47-årige Bruno Hansen i morgen indleder forsvaret af sit VM-guld fra de foregående 3 år, er det med en stærkt tro på, at det endnu engang kan lykkes ham at stå øverst på skamlen. Med 3 sejre i de seneste og eneste 3 verdensmesterskaber i para-surfing afviklet af ISA er der også god grund til optimisme:

“Mine forventninger er, at jeg skal prøve at vinde guldet for 4. år i træk og endnu engang opleve at få hængt en guldmedalje rundt om halsen. Derudover glæder jeg mig til at se alle mine surfvenner fra hele verden” Fortæller Bruno forventningsfuldt før VM skyldes i gang.

Bruno Hansen sejrede sidste år foran Christiaan Bailey (USA) og Alvaro Bayona. (Spanien)

Foruden glæden ved igen at kunne kalde sig verdensmester er der også en andet vigtig motivation for hans deltagelse i år.

“En af grundene til, at jeg stiller op igen i år er, at jeg endnu engang ønsker at højne niveauet i para-surfingen og få noget mere respekt omkring vores præstationer. Jeg synes ikke, at para-surfing bliver taget seriøst nok rundt om i verden. Nogle af os surfer bølger, som normale oprejste mennesker ikke kan surfe, så jeg mener det er på tide, at folk i kørestol eller med fysiske problematikker bliver taget mere seriøst”

I forlængelse af dette påpeger Bruno, at der er masser af seværdig underholdning i para-surfingen, som også burde fremme seriøsiteten omkring sporten:

“Rigtig mange elsker at se para-surfing, fordi det er anderledes, og at de deltagende har kæmpet og stadig kæmper en daglig kamp med deres udfordringer. Vi giver en masse til tilskuerne under konkurrencen, og derfor er det for mange også mere interessant at se para-surfing end traditionel surfing”

 

Bruno Hansen i sit finale heat under sidste års VM i San Diego

I forbindelse med Bruno Hansens VM-deltagelse har Parasport Danmark kva DSRF’s optagelse i Danmarks Idræts-Forbund igen i år valgt at tildele økonomisk støtte til at dække dele af hans udgifter forbundet med mesterskabet. Dertil er Bruno støttet af Cold Hawaii Surf og Film Festival, som har doneret en del af overskuddet til dansk para-surfing.  Derfor skal der lyde en stor tak til Parasport Danmark og Cold Hawaii Surf & Film Festival for at støtte Bruno Hansen under dette VM.

Programmet for VM

Programmet for VM i parasurfing kan ses herunder. Derudover kan man livestreame fra 12-16 december på www.isasurf.org

12 december
  • Åbningsceremoni
  • Start på konkurrencen
13-16 december
  • Konkurrence
16 december
  • Afslutningsceremoni

Vi vil igennem VM holde jer opdateret omkring slagets gang i Californien, og hvordan Bruno klarer sig i konkurrencen.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply