Casper Steinfath vinder verdens vildeste SUP-race i syv meter høje bølger

Officiel pressemeddelelse

Den 24-årige Klitmøller-surfer var så bange, at han var på nippet til at trække stikket inden årets sidste World Cup-race. Men han overvandt frygten for de enorme bølger og vandt det vildeste SUP-race i mange år. Det 16-årige stortalent Christian Andersen vekslede et wild card til en imponerende 13. plads.

Competitors race at Red Bull Heavy Water Stand Up Paddleboard Race in San Francisco, California, United States on October 20, 2017. Foto: Red Bull Content

Mens nogle af verdens bedste SUP-surfere kæntrede på stribe i de enorme bølger ud for San Franciscos Stillehavskyst, stod Casper Steinfath fra Klitmøller solidt fast på sit bræt og vandt sent fredag aften dansk tid historiens måske vildeste SUP-race på World Cup-touren.

– Det var det vildeste, jeg nogensinde har været ude i. Det var ikke et race – det var en overlevelsestur. Det var mig mod elementerne, og jeg følte mig ekstrem bange og ydmyg. Det krævede ikke styrke i dag – det krævede snuhed, siger Casper Steinfath fra San Francisco efter sin battle mod Moder Natur.

– Sejren er fuldstændig på højde med mine fire verdensmesterskaberne, siger han.

Han vandt overlegen med 400-500 meter ned til Ryan Funk (USA) og Travis Grant (Australien). Resultatet betyder, at han slutter tre’er på verdensranglisten – ikke langt fra de to hawaiianere, Mo Freitas og Connor Baxter, der sendte Casper Steinfath på bronzepladsen i det tekniske ræs under VM i SUP i Vorupør tidligere på året.

Moder Natur bød som lovet op til dans med fem-syv meter høje bølger, der bankede ind mod kysten. For at være sikker på, at bare nogle af surferne ville gennemføre, blev de sejlet ud til en startlinjen på vandsiden. Herfra skulle de ind og ud to gange. Da surferne første gang skulle forcere bølgerne, smadrede de den ene surfer efter den anden. Boards knækkede, liner sprang og nogle af verdens bedste SUP-atleter blev trukket under vand og fik udspillet deres rolle i løbet.

Casper Steinfath vinder Redbull Heavy Water 2017. Foto: Long Nguyen, Red Bull Content Pool

Men hestehullerne, som enhver vestjysk badegæst har behørig respekt for, blev den 24-årige Casper Steinfaths vej ud af kaos mellem bølger, brækkede boards og modløse modstandere.

For han timede turen ind mod kysten perfekt og fandt en elv af et hestehul på vejen ud. På anden tur gennem bølgerne blev han skyllet over bord et par gange – men pludselig stod han alene på det enorme hav. Han kunne ikke spotte en eneste af de 31 andre SUP-surfere, og som den første havde han forceret bølgerne. Herefter var der kun én vej: Fuld fart mod Golden Gate Bridge og sejren i årets sidste race med en kontant gevinst på 125.000 kroner.

Det var ellers et race, som Casper Steinfath var millimeter fra at trække sig fra på grund af de voldsomme bølger.

– Jeg var ekstremt bange. Jeg havde lyst til at trække stikket. Det her var ikke mig. Jeg sidder stadig og ryster, mens jeg taler med dig. Men jeg fik vendt frygten. Frygt er ikke godt – men det er, hvad du gør ved frygten, der er godt, som min far siger i min film. Så da jeg lå derude, tænkte jeg: Det her kan jeg godt, fortæller Casper Steinfath.

Casper Steinfath på skamlen som vinder af Redbull Heavy Water 2017. Foto: Long Nguyen, Red Bull Content Pool

– Lige nu er jeg bare glad. Glad for at være i live. Bølgerne pressede mig ud over alle mine grænser. De pressede mig derud, hvor man tænker meget konkret på næste padletag og på, hvordan jeg klarer næste bølge, fortæller han om det, man sagtens kan kalde for Cold Hawaii-dagen i Californien.

For den bare 16-årige Christian Andersen – også fra Klitmøller – havde via et wild card kvalificeret sig til at prøve kræfter med verdens bedste SUP-surfere. Han sagde tak for tilliden og blev nummer 13 blandt verdens allerbedste SUP-surfere.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply