• Den politiske debat om stand up paddle sporten

    Et faktuelt grundlag

Kære stand up paddle udøvere og andre vandsportsudøvere i Danmark

Der har de seneste 6 måneder, på både internationalt og nationalt plan, kørt en idrætspolitisk magtkamp om det organisatoriske tilhørsforhold af stand up paddle sporten. På internationalt plan er det International Canoe Federation (ICF) som forsøger at annektere SUP sporten overfor International Surfing Association (ISA) og på nationalt plan er det Dansk Kano & Kajak Forbund overfor Dansk Surf & Rafting Forbund (SSD).

Vi, SSD, ønsker at have fuld fokus på udviklingen af sporten, men med den lovgivning, organisering og fordeling af økonomiske midler vi har indenfor idrætten i Danmark, er vi nødsaget til at være med helt fremme i den politiske diskussion for fremadrettet at kunne sikre sporten de bedste vilkår.

Mange af jer har over de seneste par måneder været vidende til forskellige udtalelser og annoncereringer vedr. stand up paddle sporten på Dansk Kano og Kajak Forbunds (DKF) hjemmeside og DKFs Facebook side. SSDs bestyrelse har modtaget spørgsmål og kommentarer fra flere af jer omkring dette i nogen tid. Hensigten med denne side er derfor at bringe fakta om stand up paddle sporten i Danmark, så aktiviteterne iværksat af DKF, kan vurderes på et faktuelt grundlag. 

International Surfing Association (ISA)

International Surfing Association (ISA) er world governing body for al surfaktivitet, herunder stand up paddle.

  • ISA er IOC godkendt internationalt forbund for surfsporten, herunder stand up paddle.
  • ISA er Olympisk forbund med surfing (shortboard) på OL-programmet i Tokyo 2020.
  • ISA er den eneste internationale sportsforbund, som har udviklet på stand up paddle sporten, med verdensomspændende initiativer ift. uddannelse, coaching, dommeruddannelser og konkurrenceafvikling. ISA introducere ISA World Stand Up Paddle & Paddleboarding Championship i 2012, og har afviklet dette VM årligt siden.
  • ISA har nationale surfforbund i 100 lande verden over, hvoraf mange er godkendt af og medlem af de nationale olympiske komitteer.

Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) er medlem af ISA og er af det internationale forbund anerkendt som eneste nationale idrætsforbund i Danmark, der må varetage surfing og stand up paddle.

Se udtalelse fra International Surfing Association (ISA) om varetagelsen af surfing og stand up paddle i Danmark.

Surf & SUP Danmark

SSD har været medlem af ISA siden 2013, og har de sidste 4 år sanktioneret, afviklet og drevet udviklingen af alle konkurrencediscipliner for stand up paddle sporten i Danmark, herunder Danmarksmesterskaberne. Herudover har SSD sammen med medlemsforeninger og samarbejdspartnere i perioden 2012-2017 skabt et væld af stand up paddle aktiviteter og udviklet sporten til der hvor den er i dag herhjemme. SSD har en aktivitetsportefølje inden for stand up paddle sporten med både uddannelse, rådgivning, event og konkurrencestruktur samt international konkurrencedeltagelse. Aktivitetsniveauet er i de fleste år udelukkende foregået via et enormt frivilligt engagement hos rigtig mange dedikerede SUP udøvere i miljøet. Først fra 2016 har SSD haft en egentlig økonomi tilgængelig, efter etableringen af samarbejdet med Nordea-fonden om projektet ’STOKED – Aktive unge i det våde element’, hvor DSRF modtog en 3-årig bevilling på total 5,2 mio. kr.

Se de aktiviteter SSD har afviklet i perioden 2012-2017.

Dansk Surf & Rafting Forbund vil i løbet af 2017 blive optaget som nyt specialforbund i Danmarks Idrætsforbund (DIF). SSD opfylder alle officielle krav til medlemskab jf. DIFs Love, da SSD i dag har over 2.000 medlemmer fordelt på min. 15 medlemsforeninger, er godkendt af sit internationale forbund (ISA) som nationalt forbund for sporten, og har en aktivitetsportefølje inden for sporten som nævnt ovenfor. DIFs Love foreskriver, at alle sportsgrene optaget på det Olympiske Program, skal være medlem af den nationale olympiske komite. Da surfing er optaget på OL-programmet, har den  Internationale Olympiske Committee fremsat krav til alle olympiske komitteer, herunder DIF, at det nationale surf forbund skal være optaget som medlemmer inden udgangen af 2017.

Læs officielt brev fra IOC til DIF.

Kronologien for ICFs og DKFs aktiviteter oktober 2016 – marts 2017

Vi har valgt at fokusere nedenstående kronologi på perioden oktober 2016 til marts 2017, da det er særligt denne periode som har været udslagsgivende for den verserende debat om sporten.

Oktober 2016

I en samtale mellem ISAs præsident Fernando Aguerre og ICFs præsident Jose Perurena Lópes under International Sports Forum i Lausanne i oktober 2016, giver ICF præsidenten det indtryk at nationale kano forbund har anmodet ICF om at drøfte stand up paddle på den kommende ICF kongress, der skal afholdes 24.-25. November 2016.

15. november 2016

ICF Præsident, Jose Perurena Lópes, skriver i en e-mail til DKFs direktør, Christian Jakobsen og DKFs formand, Ole Tjkjøb og beder dem om hjælp med oplysninger om det kommende 2017 ISA World Stand Up Paddle & Paddlebord Championship, som DSRF er medarrangør af den 1.-10. september 2017, og at ICF overfor IOC vil forsøge at blokere eventen, såfremt eventen skal foregå på fladt vand.

17. november 2016

Dansk Kano og Kajak Forbund oplyser i en e-mail ICF præsidenten om, at DSRF er arrangør af 2017 ISA World Stand Up Paddle & Paddleboard Championship. DKF tilkendegiver i samme e-mail at denne event netop var årsagen til, at DKF for et stykke tid siden, har bedt ICF om, at indtage en holdning til stand up paddle.

24.-25. november 2016

Den 24.-25. November 2016 afholder International Canoe Federation (ICF) deres årlige kongres i Baku. DKFs direktør, Christian Jakobsen, stiller op til valg som ICF kasserer og medlem af ICFs excutive committee, men bliver ikke valgt. Via DKF og andre europæiske kano forbund oplyses det, med reference til kongressen:  ”Lidt overraskende blev SUP debatteret ganske meget. En positiv udvikling er at kongressen nu har godkendt SUP som en ny bådtype, der så kan dyrkes som f.eks. ocean racing, Marathon og Sprint.” (DKF facebook, den 26/11). Der foreligger ikke en fuld dagsorden til denne congress, hvor et forslagspunkt om stand up paddle står opført. Der foreligger heller ikke et offentligt tilgængeligt referat fra kongressen.

I perioden efter ICF kongressen vælger DKFs ledelse, på opfordring fra ICF, at kontakte ledelsen og bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF), og oplyser dem om at ICF og DKF, efter beslutningen om at ICF har optaget stand up paddle som en kano-bådtype, erklærer sig som den officielle varetager af SUP aktiviteter.

Ved internationale forbunds årsmøder/kongresser, er det (som på det nationale niveau) normal procedure for ændringer til vedtægter og/eller konkurrence regler, at ændringsforslag stilles af et national forbund eller flere nationale forbund i fællesskab, eller at forslaget stilles af bestyrelsen. SSD har ikke oplysninger om det er ICFs bestyrelse eller hvilke nationale kano forbund det er, der har stillet forslaget om at SUP skal optages i ICF som konkurrence disciplin.

7. december 2016

Fra DKFs bestyrelsesmøde den 7/12 (referat) fremgår det at ”DKF bør på opfordring af ICF intensiverer arbejdet med SUP. Tilhørsforholdet af denne disciplin er nu fastslået af ICF.” ”Lidt overraskende blev SUP debatteret ganske meget. En positiv udvikling er at kongressen nu har godkendt SUP som en ny bådtype der så kan dyrkes fx som Ocean Race, Marathon og Sprint. Det vil blive skrevet ind i reglerne når de kommer efter kongressen. Det skal afklares om det er som SUP eller som Stand Up Canoe. Alle nationale forbund opfordres til at informere deres nationale olympiske komiteer om denne udvikling. Det kan muligvis give en konflikt med ISA, men det er ICF klar til.

25. januar 2017

DKF forsøger at indarbejde SUP i forbundets strategiske spor (Strategiaftale) med Danmarks Idrætsforbund (referat bestyrelsesmøde den 25/1-17). SSD retter henvendelse til DIF for at få en afklaring på hvorfor DKF har indarbejdet SUP i deres strategiaftale.

9. februar 2017

DKF annoncerer i deres Årsmagasin 2017 (offentliggjort den 9/2-17) at DKF i sæson 2017 vil udvikle instruktør kurser i stand up paddle. Se Årsmagasin her. DKF har i tidligere sæsoner år (2015, 2016), annonceret lignende, at forbundet ville tilbyde SUP instruktørkurser, dog uden at have lykkedes med at gennemføre initiativerne.

17. februar 2017

På baggrund af hele konflikten inviterer Danmarks Idrætsforbund (den 17/2-17) til et dialogmøde mellem Dansk Surf & Rafting Forbund, Dansk Sejlunion og Dansk Kano og Kajak Fobund, for at drøfte situationen omkring stand up paddle i Danmark, og udviklingen af den brede palet af surf-aktiviteter som foregår i de tre forbund, og mulige samarbejdsflader. Der indgås aftale om at mødet kan afholdes den 3. Maj 2017.

2. marts 2017

Dansk Kano og Kajak Forbund annoncere at DKF bestyrelsen har truffet beslutning om at ændre på DKFs Konkurrencereglement, så det afspejler ditto ændringer i ICFs konkurrenceregler (indførelse af stand up paddle). Høringsperiode på regelændringerne sker frem til den 21. Marts 2017, hvorefter kommentarer vil blive indarbejdet frem mod endelig vedtagelse på årsmødet og bestyrelsesmøde [http://kano-kajak.org/wp-content/uploads/2017/03/Høring-konkurrencebestemmelser-feb-2017.pdf]. I regelændringen indgår bl.a. indførelsen af 200 m og 500 m stand up paddle (påtænkt afvikling på regattabaner sammen med DKFs nuværende DM konkurrencer).

3. marts 2017

DKF inviterer til Årsmøde 2017 hvor der i årsmødemateriale bl.a. er følgende udtalelser om stand up paddle sporten:

Formand Ole Tikjøbs beretning:

Vi har i 2016 sagt velkommen til 8 nye klubber. Blandt dem er der tre helt nystartede klubber: Præstø Kajak og Padle Klub. Padle henviser til, at klubben også har SUP på programmet. Her vil man det hele – lige fra havkajak over kajakpolo til kap.

ICF tog også førertrøjen på vedrørende SUP i 2016. På kongressen blev det vedtaget at indfører SUP som en ny bådtype i maraton, sprint og oceanrace. Det passer godt med den udvikling som DKF også er en del af hvor EPP gruppen har arbejdet med standarder for SUP uddannelse. Hjemme i Danmark har DKF udviklet på SUP sammen med Dansk Sejlunion og forventer at fortsætte det samarbejdet. Samtidig har forbundet investeret i SUP boards der udlånes sammen som en del af lånepakkerne.

Udvikling og Aktivitet beretning v/ Lise Schmidt-Nielsen

Der vil fremadrettet i 2017 komme en bred indsat både med tur/kap uddannelsen, samt hav og nyudvikling af SUP og Ocean Race. Der er desuden gang i SUP samarbejdet med DSU & SUP-arbejdsgruppen om formulering af IPP standard og konvertering af eksisterende instruktører og uddannelser.

Der kom gode input til udvikling af EPP-systemet fra EPP-benchmark og Core Group møde i Irland. Herfra kom også basismateriale til en SUP- uddannelse som er forbundet til EPP.

Der er i 2016, som yderligere tiltag blevet oprettet lånekajakpakker til klubberne, med tur- og kapkajakker, samt lidt SUP-udstyr.

Der har som tidligere år, været afholdt et væld af spændende aktiviteter og camps i DKF regi og bredden på arbejdet fortsætter med at udvikle sig og interessen for andre bådtyper, som eksempelvis Fos-kajakker og SUP’er er i stor vækst.

SUP’ interessen og aktiviteten er eksploderet de seneste år og DKF kommer i 2017 med flere tilbud til medlemmerne, med interesse for denne bådtype.

Motion og konkurrenceberetning v/ Lau Larsen

Officialgruppen – der har for nylig været afholdt et udvidet møde med gruppen og interessenter for regelændringer især med henblik på opdatering af DM sprint programmet samt ændringer i ICF regler, hvilket bl.a. betyder nye discipliner som Stand-Up “SUP”. Ændringerne godkendes af bestyrelsen og implementeres i DKF bestemmelserne og vil være gældende fra i år.

Økonomi brugt på udvikling af Stand Up Paddle sporten i DSRF og DKF

Dansk Kano & Kajak Forbund

2013: 0,- kr.

2014: 0,- kr.

2015: 0,- kr.

2016: 7.569,- kr. (Trænerudd. SUP udvikling)

2017: 15.000,- kr. budgetteret

Dansk Surf & Rafting Forbund

2013: 40.000,- kr.

2014: 70.000,- kr.

2015: 190.000,- kr.

2016: 1.500.000,- kr.

2017: 1.500.000,- kr. budgetteret

2018: 1.500.000,- kr. budgetteret