Den 15-17. maj 2015 bliver surf konkurrencen LAKOR Pibe Masters afholdt i Thy området.

Konkurrencen er 2. Stop på den Danske Surf Tour. Den præcise placering af konkurrencen afhænger af weekendens bølgeforhold. For nærmere info i dagene op til konkurrencen, følg Lakor på Facebook eller Instagram eller spørg hos West Wind shoppen i Klitmøller.

Vi sætter alt på et bræt for at skabe et arrangement, hvor surfing og socialt samvær er i højsædet.

Der vil være konkurrence i kategorierne:
– Juniors
– Seniors
– Women
– Longboard
– Open Surf

Alle kategorier vil kæmpe om det prestigefyldte Pibe Masters Trofæ, et gavekort til LAKOR.dk og et fast håndtryk fra en lokal fisker.

Der vil i løbet af eventdagene være aktiviteter på stranden, tændt op for grillen og glad musik. For dem som ikke tilbringer hele dagen på stranden er der hangout område ved Stalden i Klitmøller hvor man kan dase i hot tobben, spille fladfisk bordtennis, eller se film på storskærm.

Lørdag aften er der fællesspisning i Stalden (Mere info om tilmelding og pris følger)
Når maden er indtaget fyrer vi op under en fest, der vil tage dig med storm og give stiv kuling i din sydvest. Vi har et DJ set-up, som vil blæse taget af Stalden i Klitmøller (navne offentliggøres snarest). Festen vil blive skudt i gang omkring kl. 21 og slutter først når kræfterne slipper op i de gamle træben.

Hvis du mangler et sted at bo kan vi anbefale Nystrup camping hvor du både kan slå telt op eller leje en hytte.

Piben peger på dig! Vi glæder os til at se dig og alle dine venner til årets surf begivenhed #NoArgumentBeatsAPointingPipe