Er surfing på vej til OL og er DSRF på vej i DIF?

Foto: ISA / Chris Grant

Surfing går en utrolig spændende tid i møde som kan have stor indflydelse på sporten på et internationalt plan, men i særdeleshed også på et nationalt plan.

Om kun 6 dage (3. august 2016) beslutter den Internationale Olympiske Komitee (IOC) i forbindelse med det det 129. årsmøde (IOC Session) om Surfing skal på OL programmet i forbindelse med OL i Tokyo 2020. Den International Surfing Association (ISA) har udtrykt at de er ekstremt spændte på beslutningen og Fernando Aguerra (ISA Præsident) har udtalt følgende:

“With just seven days to go until the IOC decides on whether Surfing joins the Sports Program for Tokyo 2020, the Surfing family is filled with excitement and anticipation about this potentially game-changing moment for our sport. Our relationship with the IOC and inclusion in the Olympic Games has been a strategic priority for the ISA for many years and we are thrilled to be on the cusp of realizing our Olympic dream. I’d like to express our sincere thanks to the IOC and Tokyo 2020 for providing us with this amazing opportunity”

Find den officielle pressemeddelelsen her.

Kan have stor betydning for Dansk Surf & Rafting Forbund

Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) har de seneste 3-4 år arbejdet hårdt for at opnå en tættere relation til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og på sigt, ikke mindst, medlemskab af DIF. Et medlemskab af DIF vil have afgørende betydning for den videre udvikling af sporten og DSRF som helhed, og såfremt surfing bliver optaget på det Olympiske program kan DSRFs optagelse i DIF meget vel være et skridt nærmere.

Det hedder sig i DIFs Lovregulativ 1: Medlemskab af DIF og medlemsorganisationerne jf. § 1 stk. 4 at:

Alle nationale specialforbund under internationale forbund, som forestår idrætsgrene, der er på programmet for olympiske lege, vil dog altid kunne være medlem som specialforbund. Dog kan der ikke anerkendes mere end ét forbund for hver idrætsgren, der forestås af pågældende internationale organisation.

Surfsporten i Danmark organiseres af og er forankret i DSRF. DSRF er desuden medlem af både ISA og ESF (European Surfing Federation) hvorfor DSRF også har den internationale relation. Med andre ord kan beslutningen om surfing på OL programmet have enorm stor indflydelse på DSRFs virke. Hvordan DIF vil håndtere en sådan situation vides endnu ikke, men DSRF vil med garanti forfølge muligheden for at blive optaget i DIF.

“Det er klart at vi vil tage dialogen med DIF om DSRFs optagelse i forbindelse med at surfing kommer på OL programmet. Vi mener også at vi har rigtig meget at tilbyde DIF som i høj grad kan biddrage til den generelle udvikling af dansk idræt og en fælles vision om at få flere fysisk aktive i Danmark. Derudover har vi adskillige dygtige atleter som kan være med til at få flere medaljer til dansk idræt” fortæller Jakob Færch, formand i DSRF.

På nuværende tidspunkt opfylder DSRF allerede kravene til at blive optaget som specialforbund på vanlig vis. Det skyldes blandt andet at STOKED projektet har affødt en del nye medlemsforeninger og generelt flere aktive inden for surfing, stand up paddle og white water sporten. Kravene for at blive optaget i DIF er beskrevet under §1 stk. 2 i DIFs Lovregulativ 1: Medlemskab af DIF og medlemsorganisationerne. En af kravene er blandt andet, at et specialforbund skal have mindst 2.000 medlemmer fordelt på mindst 15 foreninger i Danmark. Det vurderes lige nu at DSRF har ca. 2.200 medlemmer.

Med ovenstående i betragtning vil DSRF, uanset optagelse som OL sport, snarest ansøge DIF om ordinært medlemskab.

Det er 10 år siden et forbund blev optaget i DIF. I 2006 blev Dansk Kick- og Thaiboxing Forbund som det seneste forbund optaget i DIF.

Hold dig orienteret her på sitet om status på Surfings vej til OL.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar