SUP og surf gør en forskel 360 grader rundt!

Vi tror på, at ved at deltage i SUP eller surf aktiviteter, vil man opleve forbedringer på tre overordnede parametre – fysisk, mental og social sundhed. Det er tre essentielle parametre for alle mennesker, der samlet set skaber vores livskvalitet. Vores succesmål er, at vi gennem SUP og surf forbedrer ikke bare ét, men alle tre parametre, hos vores deltagere og bidrager til en øget livskvalitet.

Fysisk

SUP og surf aktiviteterne vil styrke målgruppens kondition, muskler og balanceevne. Særligt styrkes overkroppen i form af arme, skuldrer, ryg, core og bryst. Men den fysiske træning sker under naturligt, ubevidste og helhedsorienterede omstændigheder. Det betyder, at man ikke skal tænke over træningen, men blot engagere sig i aktiviteten og lade kroppen udføre bevægelserne af sig selv. SUP og surf er desuden god konditionstræning, fordi kroppen er i konstant bevægelse.

SUP og surf øger kroppens balanceevne, hvilken er rigtig vigtigt ift. at undgå skader. Balancetræningen er med til at styrke ens led og sener, så kroppen ikke på samme måde er i risiko for en overbelastning.

Den fysiske træning vil alt i alt øge deltagernes tro på egne evner og fremme deres selvtillid, fordi der opleves en kropsbevidsthed og et fysisk overskud, der kan hjælpe i mange af hverdagens gøremål.

Mental

SUP og surf aktiviteter vil sideløbende med den fysiske udfoldelse lade sig inspirere af mindfulness på vandet, hvor der fokuseres på elementer som vejrtræning, naturomgivelser, kontakt med egen krop og fordybelse. Det at forstå sin krop og evne til at kunne finde ro i kroppen vil hjælpe målgruppen til at håndtere følelser af panik, stress, traumer og ligegyldighed.

SUP og surf giver gode betingelser for mindfulness og indre ro, fordi det skaber en tilstand, hvor man er fuldkommen investeret og involveret i aktiviteten, så man glemmer tid og sted og bevidstheden om sig selv. På den korte bane giver SUP og surf en øjeblikkelig ro fra ens symptomer, mens det på den lange bane give en generel ro, mental balance og positiv selvopfattelse. Det er netop derfor, at SUP og surf kan være et godt bidrag til det personlige behandlingsforløb.

Der er intet fokus på konkurrence og præstation, det handler udelukkende om at være sammen i et frirum fra hverdagen, hvor leg, vand og bevægelse er i centrum.

Social

Det centrale omdrejningspunkt er det sociale fællesskab, som aktiviteterne udspiller sig i. Ved at skabe et fællesskab for personer, med de samme udfordringer, vil der kunne skabes et helt særligt bånd. SUP og surf aktiviteterne udføres i grupper for at sikre, at deltagerne aldrig vil være alene og altid vil kunne spejle sig i andre, hvilket gør oplevelsen mere tryg, sikker og tillidsfuld.

Fællesskabet skal give en følelse af at “alle er i samme båd”, hvilket giver en stærk samhørighed blandt deltagerne, hvor de kan spejle sig i hinandens udfordringer, bekræfte hinandens identitet og opmuntre hinanden, når aktiviteterne er svære.

Grin, anerkendelse, inspiration og gensidig accept er kernen i disse aktiviteter, hvor det sociale fællesskab er i centrum.