Sofie Hammelsvang er ansat i Dansk Surf & Rafting Forbund som ny projektkonsulent

Dansk Surf & Rafting Forbund har pr. 1. marts 2020 valgt at ansætte Sofie Hammelsvang som projektkonsulent i forbundet. Sofie er blevet ansat i en tidsbegrænset stilling t.o.m. d. 31. januar 2022, og bliver ansvarlig for gennemførslen af projektet, FRI PÅ VANDET, som er støttet af Friluftsrådet med 2.3 mio. kr.

Hovedformålet med FRI PÅ VANDET er, igennem primært surf og SUP aktiviteter, at øge livskvaliteten blandt stress-, angst- og depressions ramte danskere. Sofie skal således i et tæt samarbejde med foreninger, instruktører og andre relevante samarbejdspartnere være med til, at føre projektets mange aktiviteter ud i livet. Det er bl.a. tiltænkt at 10 lokationer i Danmark skal tilbyde aktiviteter til målgruppen og flere årlige camps for både målgruppen og pårørende skal afvikles. Derudover skal en landsdækkende foreningen stiftes med henblik på at forankre og gøre aktiviteterne bæredygtige.

Sofie er spændt på at komme i gang med arbejdet og siger blandt andet:

”Jeg glæder mig super meget til at blive en del af DSRF og særligt projekt FRI PÅ VANDET, fordi det virkelig indkapsler min personlige passion og min faglighed. Stress, angst og depression er nogle af de største folkesundhedsudfordringer, vi har i dag, og derfor er det en meningsfuld gruppe at sætte fokus på. Surfing og SUP er ikke bare motion, det er mental sundhed og et frirum fra hverdagen, hvor hverken erfaring, kompetencer eller fysik, er afgørende for, om man kan være med. Det er derfor en sport, som jeg gerne vil være med til at udbrede til den danske befolkning, så andre kan få det samme kick, som jeg har oplevet. Jeg tror på, at vi med surf og SUP aktiviteterne i DSRF kan nå ud til en målgruppe, som man ikke ser i det traditionelle foreningsliv, fordi vores aktiviteter kredser om et fællesskab, hvor grin, leg og små personlige succeser er i centrum”.

Michael Lindberg, sekretariatschef i DSRF, fortæller ligeledes:

”Vi er super glade for at det er lykkedes os, at kunne ansætte Sofie i DSRF og jeg glæder mig meget til at få Sofies kompetencer foldet ud i DSRF. Vi havde hele 65 ansøgere til stillingen og der var mange dygtige og kompetente ansøgere iblandt hvilket gjorde det hele til en lidt længere proces end forventet. Sofie kommer med en solid viden på stress og trivsels området og har samtidig haft et ben nede i den nyeste forskning. Hun har med sin viden inden for folkesundhedsvidenskab en anden uddannelsesbaggrund og et andet mindset end os andre på kontoret, hvilket jeg ser som en stor fordel i takt med, at vi ønsker at professionalisere og styrke DSRFs sekretariat yderligere. Hun kommer samtidig med skarpe kompetencer inden for formidling og kommunikation, som vi i den grad også fremadrettet kan drage nytte af i DSRF”.

Hvem er Sofie Hammelsvang?

Sofie blev i 2016 uddannet kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet med en tillægsuddannelse i journalistisk formidling. Hun har efterfølgende arbejdet to et halvt år med trivsel og stress blandt medarbejdere i Skatteforvaltningen og det seneste år har hun været ansat ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), hvor hun tilsvarende understøttede et forskningsprojekt vedr. psykisk arbejdsmiljø og trivsel.

”Jeg har lært rigtig meget fra mine år i Skatteforvaltningen og hos NFA omkring hvad det relationelle betyder for personers trivsel. En af de vigtigste kompetencer, som jeg har taget med mig, foruden en solid viden og forståelse af trivsel og stress, er, at kommunikation er den vigtigste facilitator – og barriere – i enhver indsats. Hvis ikke man forstår og sætter sig i andres sted, kommer man ikke til at revolutionere på området. Det bliver rigtig vigtigt i DSRF’s projekt FRI PÅ VANDET, hvor vi netop har med en målgruppe at gøre, hvor der er mange individuelle forståelser, som ligger til grund for deres tilgang til tingene.”

Sofie er selv aktiv surfer og elsker at være på vandet.

Sofie fortæller også:

”I skatteforvaltningen har jeg afviklet mange workshops og temadage om stress, sygefravær, teamwork og mental robusthed. Jeg er vild med at udvikle events og stå på gulvet og afvikle aktiviteter, hvor man med det samme kan se, om man når ind til folk og giver dem den viden, som de efterspørger. Jeg er meget kreativ og innovativ, når jeg lader mine idéer få frit løb, og det er noget af det, jeg glæder mig allermest til at bringe i spil hos DSRF. Derudover har jeg lært, at agilitet i projekter er en vigtig kompetence i nutidens omskiftelige hverdag, hvor planer og processer er et vigtigt afsæt, men endnu vigtigere er det at være omstillingsparat og turde tilpasse sig til de input, man får undervejs.”

Sofie har selv surfet og kastet sig rundt i bølgerne i en del år, og tog ofte turen til den danske vestkyst, da hun var studerende i Aarhus. Ligeledes bliver alle rejsedestinationer målt og vejet i forhold til bølger, natur og kulturelle oplevelser. Den erfaring ønsker hun også at bringe med ind i DSRF.

”Et af mine første møder med surfsporten var i 2013 på en klippe-strand i Peru, hvor jeg mærkede den ubeskrivelige følelse af adrenalin og glæde, når man fanger en god bølge. At jeg så endte med seks sting i hoften pga. min dumdristige klodsethed, er en mindre detalje. Efterfølgende har jeg surfet på Bali, Sri Lanka, Tenerife, Portugal og ikke mindst langs hele vestkysten fra Hvide Sande til Klitmøller. Og selvom jeg ikke er nogen verdensmester, er noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, det fællesskab, der opstår på vandet på tværs af alder og niveau. Alle er åbne og nysgerrige på hinanden og deler de gode oplevelser. Det er det fællesskab, som jeg vil forsøge at bygge op hos personer med stress, angst og depression, så de kan få et meningsfuldt fællesskab langt væk fra sygdom og bekymringer”.

Sofie Hammelsvang vil i første omgang være ansat i en tidsbegrænset projektstilling, men vi håber selvfølgelig på at kunne øge aktivitetsniveauet i DSRF og finde nye projekter, som kan være medvirkende til at Sofie kan blive i DSRF.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar