SUP NORD er nyt medlem i DSRF Buyers Lounge

Vi er stolte over, at endnu en samarbejdspartner har meldt sig ind i DSRF Buyers Lounge. Denne gang er der tale om enkeltmandsvirksomheden, SUP NORD, som drives af 44-årige Jesper Witting og har sin base i området omkring Ålborg.

Jesper tilbyder introkurser for nybegyndere. Der arbejdes ligeledes på at kunne udbyde det som Jesper selv kalder for ”Para-sup”. Begge typer kurser er pt. henvendt til max to personer og lige netop dette gør, at SUP NORD adskiller sig fra andre udbydere, idet det giver kursisterne en nærværende oplevelse på vandet.

”Det at kunne give mine kursister en god og unik oplevelse med SUP betyder alt for mig og er en bærende ambition for hele virksomheden. Netop derfor er det også vigtigt for mig at være klædt ordentligt på rent fagligt. En faktor der blandt andet muliggøres i kraft af mit medlemskab i DSRF. Foruden dette glæder jeg mig utrolig meget til at bidrage positivt til udviklingen af forbundet og foreningslivet samt den faglige sparring med andre DSRF-medlemmer” fortæller Jesper Witting.

I Dansk Surf & Rafting Forbund glædes vi over at endnu et samarbejde er blevet etableret med en kommerciel partner.

”Vi ser en stor værdi i at samarbejde med de kommercielle virksomheder i branchen, da de på samme måde som foreninger og eventorganisationer er med til at skabe vækst indenfor sporten. De kommercielle har mulighed for at tilbyde produkter indenfor sporten som adskiller sig fra det man kan gøre i foreningsregi og samtidig er vi sikre på at de er med til at afføde flere medlemmer til foreningslivet” fortæller Michael Lindberg, Projektchef i Dansk Surf & Rafting Forbund.

Du kan komme på kursus i SUP NORD fra april til og med september. Det foregår geografisk primært fra Mariager Fjord i syd til Øster Hurup i øst samt til Limfjorden i nord. Udover SUP-kurser, er der mulighed for at leje komplet udstyr til en dag på vandet, enten alene eller sammen med venner og familie.

Find mere om SUP NORD her: www.supnord.dk, Facebook eller find SUP NORD i DSRF Buyers Lounge.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar