SUP & Sikkerhed

Det er med garanti ikke gået manges næser forbi, at vi forleden var vidne til en redningsaktion ved Egå i Århus (http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/soefartsstyrelsen-besoeger-ungdomshoejskole-efter-11-surfere-kom-i) i forbindelse med 10 unge, der var på vandet for at prøve kræfter med stand up paddle sporten.

En analyse af situationen vil hurtigt bekræfte, at der fra den pågældendes instruktørs side af var tale om en utrolig ringe dømmekraft af vejrforholdene og de unges kompetencer og niveau. Heldigvis kom alle sikkert i land, men hvor om alt er, så sætter det et naturligt fokus på sikkerhed indenfor sporten.

I DSRF arbejder vi med at gøre sikkerheden indenfor SUP sporten optimal igennem formidling af guidelines og uddannelse, og vi anbefaler derfor kraftigt alle der skal undervise i sporten, at uddanne sig som instruktør. Det er dog vigtigt at understrege at det ikke er nok blot at tage en instruktøruddannelse. Det handler i høj grad også om at man som underviser er opsøgende, vidende og konstant dygtiggøre sig indenfor sporten i en sådan grad, at man er i stand til at træffe de rigtige beslutninger i sin undervisning af andre. Grundlæggende handler det om at bruge hovedet og sin sunde fornuft – hvilket situationen forleden desværre var et dårligt eksempel på.

Dertil vil vi kraftigt anbefale nye i sporten at være opmærksomme på i hvilket regi man bliver præsenteret for sporten. Er det hos en privat udbyder, en surf skole, en forening eller anden event udbyder – og hvilke kompetencer har de pågældende instruktører som tager en gruppe med på vandet?

Vi arbejder i DSRF på at få udarbejdet et såkaldt kulturopdrag og en række konkrete guidelines som vi vil formidle til miljøet – både indenfor SUP og traditionel surfing. Det handler om, at vi mener der bør være et særligt fokus på at uddanne udøvere såvel som instruktører til at kunne træffe de rigtige beslutninger og samtidig forstå de elementer sporten befinder sig i, og derved ikke nødvendigvis specifikke regler for hvornår du må det ene og det andet. Det betyder ikke at der fra forbundets side ikke vil være særlige anbefalinger, men målet må være at at uddanne den enkelte udøver, instruktør mv. til at kunne være i stand til at træffe de rigtige valg når sporten skal udøves i forhold til de pågældende forhold.
Særligt SUP sporten er utrolig alsidig og kan dyrkes i mange forskellig forhold og kræver derfor opmærksomhed. Men også surfing udfordres når flere og flere placere sig i lineuppen uden kendskab til de regler der gør sig gældende for at alle får en god oplevelse på vandet.

I processen med at få udarbejdet kulturopdraget er det vigtigt for os (selvom både bestyrelse, ansatte og ildsjæle i forbundet er en stor del af miljøet) at inddrage miljøet og lade udøverne være med til at sætte retningen for anbefalinger og guidelines ift. sikkerhed. Det er det særligt fordi surfsporten har en helt unik kultur, som vi alle elsker og skal værne omkring, og derved undgå at forpurre igennem en eventuel streng lovgivning om hvad der er rigtigt og forkert.

Pas på jer selv og andre på vandet, vær’ nysgerrig indenfor samtlige af sportens aspekter og brug hovedet og god sund fornuft.

Vi ses på vandet!

DSRF

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar