Surf og SUP sporten rammer stor milepæl

Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) fortsætter den massive medlemsfremgang med en samlet medlemsvækst på 32,1% og et medlemstal på over 5.000 medlemmer. De danske surf og SUP foreninger hyldes for deres enorme engagement i udviklingen af sporten på tværs af hele landet.

DIF og DGI offentliggjorde den 6. april de officielle årlige medlemstal for foreningsidrætten i Danmark. Tallene viste en fremgang på 12.101 medlemmer på tværs af alle idrætsgrene som antyder, at man mange steder har fået sat en prop i det ”corona-hul” der sidste år var hovedårsagen til, at medlemmerne fossede ud af de danske foreninger. Desværre er man dog fortsat meget langt fra det niveau af foreningsmedlemmer der var tilstede i 2019, da tallene fra 2020 viste et tab på næsten 90.000 medlemmer.

De nye medlemstal viser, at der fortsat er 36 forbund som oplever et medlemstab, hvoraf Danmarks Gymnastik Forbund (-8.826) og Dansk Svømmeunion (-5.345) er nogle af de forbund, som har oplevet det største tab i antallet af medlemmer. Modsat har 26 forbund oplevet fremgang hvor særligt Dansk Boldspil-Union (+34.540), Dansk Golf Union (+10.776) og Dansk Tennis Forbund (+5.654) gør sig bemærket med den største numeriske vækst.

En kæmpe milepæl
For DSRF gælder det, at forbundet blandt de 62 specialforbund under DIF, endnu engang er en af højdespringerne når det kommer til både relativ vækst og vækst i antal af medlemmer (tabel 1) i 2021. Med hele 1.229 nye medlemmer (4.797 foreningsmedlemmer + 262 individuelle medlemmer) vækster forbundet 32,1% og placere sig i top 3 over forbund med den største procentvise udvikling og i top 6 over numerisk vækst. Samtidig runder forbundet en stor milepæl:

Det er en kæmpe milepæl for os at ramme +5.000 medlemmer og vi er selvfølgelig super stoked over den meget positiv udvikling, som i høj grad kan tilskrives de mange dygtige og ihærdige ildsjæle i foreningerne, de ansatte på sekretariatet og bestyrelsesmedlemmernes arbejde med at sætte en retning for udviklingen af surf og SUP sporten, fortæller Jakob Færch, formand i DSRF.

Forbund Medlemmer Vækst (antal) Vækst %
Dansk Vandski & Wakeboard Forbund 4.151 1.474 55,1%
Moderne Femkamp Danmark 89 24 36,9%
Dansk Surf & Rafting Forbund 5.059 1.229 32,1%
Dansk Faldskærms Union 3.384 772 29,6%
KFUMs Idrætsforbund 6.504 795 13,9%

Tabel 1: Tabellen viser top 5 over den procentvise udvikling blandt de 62 specialforbund i DIF. (NB: Den procentvise fremgang for Moderne Femkamp er på baggrund af meget få medlemmer.

Surfsporten stortrives blandt andet i Løkken, hvor Løkken Surf Klub er vækstet hele 81% (122 medlemmer). Særligt børn og unge har fundet vejen til klubben og næsten halvdelen (45,6%) af klubbens medlemmer er under 24 år. Foto: Anna P. Kristensen.

Danskerne vil være aktive i naturen
Udover det flittige arbejde der bliver lagt ud i foreningerne tyder meget på, at danskerne i højere grad fortsat søger mod udendørsaktiviteterne. Den tendens har kunne aflæses i de danske motions- og idrætsvaneundersøgelser gennem de seneste 5-10 år, men det anskues også at covid-19 pandemien har været medvirkende til at få endnu flere danskere til at søge mod naturen og vandet. De nye medlemstal for 2021 viser således, at der er 46.735 færre medlemmer i indendørsidrætterne og 57.675 flere medlemmer i udendørsidrætterne.

Vi har i mange år været bekendt med undersøgelser, som tydeligt dokumentere de meget positive mentale og sundhedsmæssige effekter af det at være aktiv i det fri, og derfor er det ikke overraskende at flere danskere søger mod udendørsaktiviteterne. Det er dog helt tydeligt at covid-19 pandemien har sat ekstra turbo på den tendens og det kan vi så på tragikomisk vis takke covid-19 pandemien for og ikke mindst foreningerne, de kommercielle udbydere, skoler osv. som har været klar til at gribe tendensen, siger Michael Lindberg, sekretariatschef i DSRF.

Der ses også en større tilslutning til DSRFs events. Fx blev der i 2020 registreret 400 deltagere på Danish SUP Tour, men i 2021 røg deltagerantallet op på den anden side af 700. Tilsvarende har vi set en meget stor tilslutning til Danish Surf Tour. Foto: Jakob Gjerluff.

Nationale idrætsundersøgelser bekræfter danskernes interesse for surf og SUP
En undersøgelse af danskernes idræts og motionsvaner, som blev gennemført af Idrættens Analyseinstitut i efteråret 2020 viste allerede på daværende tidspunkt, at surf og SUP sporten har vundet stort indpas hos danskerne. Undersøgelsen viste nemlig at hele 3% af børn og unge (7-15 år) og 3% af voksne danskere har surf og SUP som en foretrukken aktivitet. Det svarer til godt 175.00 danskere, som i en eller anden grad er i kontakt med surf og SUP sporten.

Syddansk Universitet foretog i samme periode en lignende undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner med hele 163.000 respondenter, og også denne undersøgelse bekræftede danskernes stigende interesse for surf og SUP sporten. Faktisk viste undersøgelsen at surf og SUP sporten havde passeret flere af de andre klassiske vandsportsgrene som sejllads, roning, windsurfing og kitesurfing.

Aktivitet 15-29 årige (%) 30-59 årige (%) 60+ årige (%)
Svømning i svømmehal 36,6 30,3 14,1
Open Water Svømning 14,4 10,9 7,3
Kano/kajak 15,5 8,4 3,3
Vinterbadning 11,9 8,1 3,8
Surfing, stand up paddle 11,6 6,6 0,7
Dykning/fridykning/UV-jagt 4,1 2,3 0,5
Sejlsport 2,9 2,7 2,7
Roning 2,6 1,1 1,1
Bassintræning (fx vandaerobic) 1,9 2,2 4,3
Windsurfing, kitesurfing 1,6 0,9 0,1

Tabel 2: Unge, midaldrendes og ældres bevægelsesvaner i fritiden (procentuel andel som har deltaget i aktiviteten inden for de seneste 12 måneder) (N = 157.450) Kilde: Danskernes bevægelsesvaner og motiver for bevægelse, udgivet 2021, Syddansk Universitet.

Det er vigtigt at analysere data fra de store idrætsvaneundersøgelser i den rette kontekst og det kan være vanskeligt at sige helt præcist hvor mange danskere der dyrker en specifik aktivitet og ikke mindst i hvilken grad aktiviteten i så fald dyrkes. Men undersøgelserne giver os et reelt indblik i tendenser og interesser og her er der ingen tvivl om, at danskerne virkelig har taget surf og SUP sporten til sig, og at sporten har et stort potentiale for gøre mange danskere aktive, siger Michael Lindberg.

Surf & SUP Silkeborg er fortsat DSRFs største klub, som nu nærmer sig de 500 medlemmer med hele 462 medlemmer registreret i 2021. På billedet er det Jasper og Elias som jagter førstepladsen i Junior U15 under Danish SUP Tour i Silkeborg i 2021. Foto: Henrik Wagner.

Medlemssammensætningen i Dansk Surf & Rafting Forbund
Når man dykker ned i medlemstallene for DSRFs medlemsforeninger er der flere interessante perspektiver. For eksempelvis er den samlede kønsmæssige fordeling af medlemmerne 47,9% mænd/drenge (2.422) og 52,1% kvinder/piger (2.637) hvilket tydeligt understreger, at surf og SUP sporten hverken er domineret af kvinder eller mænd, men tværtimod appellere tilnærmelsesvis ligeligt til begge køn. Kønsfordelingen i DSRFs foreninger er en smule højere i kvindernes favør imens kønsfordelingen blandt de individuelle medlemmer trækker i mændenes retning.

Alder (år)  Antal % total Vækst antal Vækst % Vækst antal kvinder Vækst antal mænd
0-6 126 2,6 27 21,4 15 12
7-12 385 8,0 69 17,9 31 38
13-18 526 11,0 93 17,7 28 65
19-24 384 8,0 84 21,9 34 50
25-39 1.195 24,9 217 18,2 74 143
40-59 1.890 39,4 382 20,2 184 198
60-69 254 5,3 89 35,0 39 50
70+ 37 0,8 6 16,2 -1 7

Tabel 3: Tabellen viser antal af medlemmer i DSRF fordelt på alder, den procentvise fordeling fordelt på alder, øget antal medlemmer og procentvis vækst fordelt på alder samt øget antal af medlemmer fordelt på alder og køn.

Forbundets vækst i foreningerne ses på tværs af samtlige aldersgrupper og det er særligt i aldersgrupperne 25-39 år (+217) og 40-59 år (+382) at der ses en betydelig vækst. Samlet udgør gruppen af de 25-39 årige og 40-59 årige 64,3% af forbundets medlemmer i foreningerne imens gruppen af børn og unge (0-24 år) udgør 29,6%.

Fordelingen af vores medlemmer i de respektive aldersgrupper bekræfter, at vi har en helt unik mulighed for at skabe mange sunde og vedvarende aktiviteter for børn og unge. Vi kan se, at andelen af børn og unge i de andre mere traditionelle vandsportsforbund generelt ligger på 10-12% på nær i Dansk Vandski og Wakeboard Forbund (DVWF) hvor hele 42,5% af medlemmerne er børn og unge under 24 år. Derfor glæder vi os også rigtig meget til allerede i 2022, at lave nye spændende aktiviteter sammen med DVWF, som vi tro vil have en stor appel til de unge, fortæller Michael Lindberg.

Medlemmer fordelt på aktiviteter
I forbindelse med foreningernes medlemsindberetning giver CFR-systemet også mulighed for at foreningerne kan opdele deres medlemmer på udvalgte aktiviteter/discipliner. I DSRF kan medlemmerne fordeles på surf, SUP og white water. Her fremgår det af figuren nedenfor, at ud af DSRFs 4.797 foreningsmedlemmer dyrker 83% SUP, 17% surf og under 1% white water. Det bør hertil nævnes, at man ved en nærmere gennemgang af foreningerne kan se, at det ikke er alle foreninger, som har fået kategoriseret deres medlemmer i en eller flere aktiviteter, da det ikke er obligatorisk for foreninger at indberette medlemmerne i særlige aktiviteter.

Figur 1: Figuren illustrere den procentvise fordeling af DSRFs medlemmer fordelt på aktiviteter.

Selvom fordelingen af foreningernes medlemmer på aktiviteter ikke er 100% valide illustrere de tydeligt, at SUP er en stor del af DSRF.

SUP sporten er uden tvivl en rigtig stor del af DSRF. Vi ved dog også fra vores dialog med foreningerne, at SUP for mange er en god indgang til surfing i bølger. Mange udøvere dyrker således både SUP og surfing og disse tal ser ikke ud til at være gengivet i CFR systemet. Det er formentlig fordi foreningerne tror, at medlemmerne vil tælle dobbelt i systemet. Det gør de dog ikke når de er placeret på en aktivitet og det er derfor min vurdering, at tallet for surf vil være betydeligt større såfremt vi opnår en endnu mere præcis optælling, uddyber Michael Lindberg.

Surf og SUP sporten har uden tvivl et kæmpe potentiale for at aktivere mange danskere. Ved OL i Tokyo i 2021 var surfsporten også på OL-progammet for første gang og der arbejdes nu for at få Parasurfing på det Paralympiske program og SUP sporten på OL-programmet i 2028. På billedet er det danske Bruno Hansen, som i Californien i 2021 vandt VM i Parasurfing for 6. gang i sin karriere. Foto: Sean Evens / ISA.

Den fremadrettede udvikling
Der er ikke umiddelbart nogen indikationer på at udviklingen inden for surf og SUP sporten skulle stagnere, tværtimod kan vi se at interessen for medlemskab i foreningerne, forbundets events, uddannelser m.v. er stigende samtidig med at der fortsat bliver solgt rigtig meget udstyr til den private forbruger og den kommercielle sektor (surfskoler, rejsebureauer med fokus på surf og SUP m.v.) oplever stor efterspørgsel.

I forlængelse af den nye kontingentstruktur, som blev indført i DSRF ved årsskiftet, forventer forbundet en umiddelbar nedgang i antallet af tilknyttede foreninger. Godt 10 foreninger har i foråret meddelt, at de har ingen eller nærmest ingen aktivitet inden for sporten og det derfor ikke kan betale sig for dem at være en del af DSRF. Disse foreninger tæller tilsammen ca. 150 medlemmer. Med andre ord betyder det, at forbundet kan rette al fokus mod de foreninger hvor der er et højt aktivitetsniveau og en stor interesse for sporten.

Vi krydser fingre for endnu en fantastisk sæson, og DSRF vil gøre sit for at de forhåbentlig mange nye udøvere kommer sikkert i gang med sporten.

Alle medlemstal og analyser kan findes på DIFs hjemmeside her.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar